Xtreme mandehørm
Løb med i Hillerød

Velkommen til landets største mandeløb! - Lige her i Hillerød

Er du klar til årets vildeste, sejeste og sjoveste mudderløb? 

Du skal være forberedt på ca. 8 km., der vil føles som om, de aldrig får ende. Ruten er ubarmhjertig, placeret i et kuperet terræn med masser af vand, mudder, ild med både naturlige forhindringer men også opsatte "vilde" forhindringer omkring Selskov og Gadevangsskoven. En dag i det grønne - hvor du længe efter at ømheden i kroppen har fortaget sig - vil tænke tilbage på, at det var den ultimative manddomsprøve.

Start bare træningen nu, hvis du ikke vil trampes ned bagfra af feltets øvrige frådende muddermotionister!

Priser
Deltagerprisen er 395 kr.

T-shirt er ikke inkluderet i prisen, men kan tilkøbes i f. m. tilmeldingen.

Info om løbet

Deltagerkrav:
Ved deltagelse skal du være fyldt 16 år og en "rigtig" alfahan.
Deltagelse sker på eget ansvar og Firmaidræt Hillerød kan ikke drages til ansvar for evt. skader eller uheld forårsaget af dig selv eller andre deltagere.

Det får du for pengene:
Masser af vand, mudder og andre forhindringer, du får tidtagning og fotoservice, væske med eller uden promiller undervejs, en flot XM-medalje, vand og en øl når du er i mål, et varmt bad og naturligvis også håneretten …. måske.

Hold eller individuel konkurrence 
Du kan tilmelde dig som individuel løber eller på et hold med enten 3, 4 eller 5 deltagere.

I holdkonkurrencen er det den samlede tid for de tre hurtigste løbere på holdet der tæller. Som holdløber er man samtidigt med i den individuelle placeringskonkurrence.

Vil du løbe efter 1. pladsen skal du forsøge at komme i sprintergruppen - startgruppe 1. Hvis I er flere hold eller individuelle løbere som gerne vil løbe sammen, kan I tilmelde jer i samme startgruppe, så længe der er plads i den valgte gruppe.

Sprintergruppen
Den individuelle- og holdkonkurrence kan kun vindes af deltagere fra ”sprintergruppen”, som er startgruppe 1. Opgiv din seneste 10 km tid, og hvis du er blandt de 50-75 hurtigste, får du og dit hold startnummer til sprintergruppen. Det sørger vi for.

Går du ikke efter guldet, behøver du ikke at skrive nogen tid. Så skriver du blot den ønskede startgruppe og håber på, at der er plads i den.

Tilmelding
Er I mange, der skal med på et hold men kender ikke de nøjagtig navne på deltagerne, så tilmeld dig/jer via KVIK-tilmelding, hvor du blot køber et antal billetter og senere i ro og mag kan føre de ønskede oplysninger på.

Betaling
Du kan betale med kreditkort. Skal du tilmelde mange hold, er det også muligt at betale via bankoverførsel. Er der tale om en offentlig virksomhed, kan der også betales via EAN-nummer. Tilmeld dig ligesom alle andre og gå til betalingsvinduet. I stedet for at indtaste kortoplysninger, lukkes vinduet og din ordre er gemt i systemet. Kontakt derefter info@sportstiming.dk med dine oplysninger, og vi laver en EAN faktura til dig. Betaling er bindende og refunderes ikke ved afbud eller udeblivelse.

Ændringer undervejs
Hvis du får brug for at ændre på din status på din tilmelding, kan du gøre det direkte her på sitet med dit log-in.

Dit startnummer, chip og FAQ-liste
Du får udleveret dit startnummer, løbspose og evt. tilkøbt T-shirt på løbsdagen i løbssekretariatet. Så kom i god tid før du skal løbe.

FAQ
For at gøre det lettere for dig at gennemføre løbet, så vil der senest 1 måned før løbets afvikling blive mulighed for at downloade en FAQ her - du vil også modtage denne via mail ca. 1 uge før løbet. Husk at læse den - det vil gøre det hele lettere for både dig og os. 

Læs mere på www.mandehorm.dk og følg os på facebook

Xtreme Mandehørm

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram